Er du fagperson og har du i din hverdag kontakt med familier i vores målgruppe, så er du meget velkommen til at hjælpe med at etablere en kontakt mellem Gestus Nord og familien. I den forbindelse er det vigtigt for os, at du forstår, hvilke børn, der er vores målgruppe.
Vi støtter nordjyske børn og unge i alderen 0 – 18 år, der oplever udfordringer i hverdagen. Det kan være udfordringer, der bunder i økonomiske forhold, skelsættende begivenheder eller manglende trivsel. Vi er i stand til at yde økonomisk støtte og give opmærksomhed og omsorg til disse børn og deres familier, men vi er ikke pædagogisk uddannet frivillige, og derfor er vi ikke de rette for børn med svære diagnoser og udadreagerende adfærd. Vores målgruppe er børn, der oplever udfordringer i hverdagen, og som er i stand til at klare sig igennem, men hvor du som fagperson oplever, at økonomi, social arv eller manglende tro på egne evner, begrænser børnenes mulighed for aktivt at vælge deres egen fremtid. Det er børn, hvor du kunne ønske for dem, at de kan få en økonomisk håndsrækning eller nogle oplevelser, der kan styrke dem i deres tro på sig selv og deres fremtid.
I et samarbejde med Gestus Nord kan du som fagpersoner være med til at sikre, at børn og unge samt deres familier får kendskab til mulighederne i Gestus Nord.
Samarbejdet vil være baseret på gensidig tillid, og vi vil i Gestus Nord læne os meget op ad den faglige vurdering af familiernes situation og behov, som du kan stå inde for. På den måde, er vi sikre på, at vi bliver i stand til at nå ud til de familier, der har mest brug for vores støtte.
Oplever du, at et konkret barn ud fra ovenstående målgruppebeskrivelse kan have gavn af Gestus Nord, kan du hjælpe med at etablere en kontakt mellem Gestus Nord og familien.
Du kan fx hjælpe familien med at lave en ansøgning om akuthjælp, uddannelseshjælp eller konfirmationshjælp. Særligt i forbindelse med uddannelseshjælp kan du udarbejde en skriftlig anbefaling af, at Gestus Nord giver støtte og lade den unge på ungdomsuddannelse up loade denne anbefaling i ansøgningsformularen.
Du kan også hjælpe familiens børn under 18 år med at blive en del af et givende fællesskab ved at anbefale Gestus Nord at invitere børnene med til Gestus Kids og Gestus Sommerlejr. I disse tilfælde skal du kontakte vores projektleder Jette Nørsøller Uhrenholt på 25131442 eller ju@gestusnord.dk
For mere information om Gestus Nord og vores samarbejde med fagpersoner kan du kontakte os på ju@gestusnord.dk