IKEA Aalborg donerer 110 hjælpepakker til børn i forbindelse med Covid-19. Sammen med Gestus Nord uddeler IKEA Aalborg hjælpepakkerne til trængte børn i Nordjylland.

Gestus Nord og IKEA Aalborg er faste samarbejdspartnere. Samarbejdet har indtil videre resulteret i indretning af Camp Gestus’ lejrhytter, bidrag til julehjælpen og indsamlinger ved onlineevents. IKEA Aalborg har ønsket at donere hjælpepakkerne, fordi mange børn har det ekstra svært under coronakrisen. Begge parter har børn som en fælles hjertesag, som danner grobund for at mange nordjyske børn og deres familier får en ekstra håndsrækning.

”Vi har alle fået en ny hverdag grundet Covid-19 og for nogle børn er hverdagen blevet ekstra svær. Hos IKEA Aalborg ser vi derfor meget frem til at uddele hjælpepakkerne og glæde de trængte børn i vores lokalområde”, siger Stine Sofussen, Commercial Activity Leader hos IKEA Aalborg.

Og netop dét at gøre en forskel i lokalområdet har Gestus Nord også på sinde. Her er det også nordjyske børn og deres familier, der er i fokus.

”Hos Gestus Nord er vi meget glade for dette tiltag og samarbejde. Vi har allerede oplevet mange positive tilkendegivelser ifm. muligheden for at ansøge om hjælpepakkerne og derigennem fået bekræftet, at behovet er derude. Donationen er derfor helt i tråd med vores målsætningen om at yde en håndsrækning til dem, som har mindst og mangler mest”, siger Christine Aarestrup, koordinator i Gestus Nord.

Der kan ansøges om 2 forskellige pakker, alt efter behov og antal børn i familien. Den ene pakke er en ”skole-pakke” med rygsæk, notesbog, farveblyanter, madkasse og vandflaske. Den anden er en ”sove-pakke” med dyne, pude, sengetøj og bamse. Der vil desuden være ekstra overraskelser i alle pakker udover basisindholdet.

For at passe bedst muligt på hinanden i forbindelse med Covid-19 – og for at alle kan føle sig trygge ved afhentning – er hver familie inviteret til et aftalt tidsrum.

Udleveringen af pakkerne foregår onsdag den 7. oktober fra IKEA Aalborg, hvor Gestus Nord står klar til at uddele den flotte håndsrækning i en udfordrende tid.